Arealerne syd for Rødovre Station, som omfatter lastbilparkeringen og Rebæk Søpark Centret, har været udpeget som byudviklingsområde længe, men har været uændret i årtier.
Ved at prioritere en samlet udvikling ved lastbilparkeringen og Rebæk Søpark Centret, sammen med en forskønnelse og ny disponering af forarealerne til Rødovre Station, vil der ske en tiltrængt fornyelse i området.
Der er et stort potentiale for en omfattende opgradering, også i sammenhæng med de allerede igangsatte byudviklingsområder langs jernbanen ved Immerkær 42 og Svend Aagesens Alle 10.
For lastbilparkeringen er der tale om et arealmæssigt stort område med plads til mange nye kvadratmeter bebyggelse. Grundet stedets udfordringer med støj, vil det ikke være muligt at planlægge for rekreative anvendelser og støjfølsomme anvendelser som boliger.
Rebæk Søpark Centret er en stor, flad bygning, der allerede rummer mange af de funktioner, området er tiltænkt at skulle rumme i form af handels- og servicefunktioner. Samtidig ses et stort potentiale for at udvikle og fortætte med udgangspunkt i den eksisterende bygningsmasse – altså på taget af centret. Der vil være tale om et stort areal med en attraktiv, stationsnær placering i Hvidovre, der vil kunne skabe et mere levende område end i dag.
Forud for byudvikling i området, skal der udarbejdes en helhedsplan.