Erhvervsområdet syd for Høvedstensvej sammen med Hvidovre Bymidte

luftfoto af området

Ved at prioritere en samlet byudvikling af erhvervsområdet syd for Høvedstensvej i kommuneplanen, kan der tages de første skridt i arbejdet med en helhedsorienteret fornyelse af området mellem rådhuset og Avedøre Havnevej. 

En ny byudvikling af dette område vil på grund af beliggenheden understøtte visionerne om udvikling af Hvidovre Bymidte. Byudviklingen vil også bidrage til kundeunderlaget for en højklasset kollektiv trafik i form af metro og/eller BRT-busser ved Kettegård Allé og Avedøre Havnevej.  

Der er tale om en stor, kompleks og langsigtet planlægnings- og udviklingsopgave, der involverer et større antal grundejere, herunder kommunen selv. Flere af de private grundejere har vist interesse for ny planlægning af ejendommene.

Udviklingen af dette område skal ske på baggrund af en grundigt gennemarbejdet helhedsplan, der kan bruges til at vise grundejerne, virksomhederne og kommunens borgere en vision for områdets fremtid. Helhedsplanen kan dermed også danne grundlag for mødet med udviklere, der ønsker at deltage i realiseringen af områdets omdannelse.

Der er principielt mulighed for en udbygning med et stort antal nye boliger i området, hvis alle erhvervsarealer omdannes til boligformål. Men en så stor boligudbygning kan ikke ske uden at skole-, dagtilbud og fritidsfaciliteter også bliver udbygget. Derfor bør en del af området reserveres til disse offentlige formål. Desuden bør der fortsat kunne drives ikke-generende erhverv, der kan integreres med boligformål og de offentlige funktioner som fx kontorer, servicevirksomheder og visse håndværksvirksomheder.

At kommunen selv er en betydelig grundejer i området, åbner - ud over rollen som planmyndighed - mulighed for at man kan påvirke processen for og indholdet i planlægningen på en anden måde end ellers. Det gælder fx muligheden for at arbejde med forskellige midlertidige aktiviteter hen over anlægsperioden og for at udbyde kommunale arealer til byggefællesskaber eller lignende alternative og eksperimentelle boligformer.

En omdannelse og udvikling af området syd for Høvedstensvej skal ses i sammenhæng med en videre udvikling af Hvidovre Bymidte.

Med sin placering i hjertet af Hvidovre, og med så vitale bymæssige funktioner som findes i området, er Bymidten et oplagt sted at forbedre og udvikle, så der skabes bedre og mere inviterende byrum.

Allerede i 2017 vedtog Kommunalbestyrelsen en helhedsplan for fremtidens Hvidovre Bymidte, der har til formål at samle, styrke og synliggøre de kvaliteter, som Hvidovre allerede har, og skabe grobund for mere byliv. Ideen var, at foreningsliv og en vifte af kulturelle oplevelser skal gå hånd i hånd med de mere klassiske kommunale tilbud, der har afsæt i medborgerhuset Kometen, biblioteket og borgerservice på Rådhuset.

Første etape af helhedsplanen for Hvidovre Bymidte er realiseret gennem opførelsen og ibrugtagningen af Kulturhus Risbjerggård. De resterende etaper omfatter blandt andet en bolig- og butiksbebyggelse med ca. 50 boliger i 2 - 3 etager langs Hvidovrevej og en ældreegnet boligbebyggelse med ca. 66 boliger i 3 - 4 etager langs Claus Petersens Allé.

Forud for byudvikling i området, skal der udarbejdes en helhedsplan.